Bitter jagt.

Bitter jagt

Novelle

Op mod den lille smule vind, der var. Bare en flygtig brise. Men det var nok – ville være alt nok til at rådyret ville lugte hans uvaskede krop over granerne, mosset, den nyfaldne sne.

Og så ville den være væk.

Den var også ram i dag, synes han selv. Trods kulden. Men efter to uger på jagten, uden en eller anden form for hygiejnetjek, havde den slags det med at ske. Det betød også, at der intet vildt var bag ham. Dette rådyr havde været det eneste i lang tid, han havde opsporet. Og han havde endnu ikke set det. Kun dets indbydende, spinkle spor i den porøse sne. Og lyse pelstotter på træers bark enkelte steder, hvor den havde kløet sig. Ren gnavede sten, hvor skovens mos burde have tittet gennem sneen. Spor, der mindede ham om ild i pejsen, grinende rollinger, fyldte maver og en glad, hengiven kone, der ville sprede benene for ham, når tvillingerne var lagt.

Men det var længe siden.

Tidligere på dagen havde han truffet en fasankok, som nu hang i hans bælte. De tre dybfrosne egern og de to magre harer han havde i hytten slog ikke til for resten af vinteren, og ret beset havde han på ingen måde proviant nok til at fortsætte jagtturen. Men det var det, han havde formået at ramme. Han blev nødt til at tage hul på egernsamlingen allerede i morgen, hvis ikke der snart skete noget. Så denne lille hjort han jagede skulle findes og nedlægges.

Vildtet på denne egn var sparsomt efter flere års kongelig rovdrift, og det tilhørte heller ikke ham. Skatterne var stadig for høje til, at bønderne kunne andet end at prøve at dyrke det, de skulle fortære, og flere var gennem tiden blevet taget og hængt for krybskytteri. Men en tur længere væk gjorde ikke vilkårene bedre. Han skulle have det hele hjem igen, og det var problematisk med soldater på vejene.

Han rettede på sit gråværk og hev kolhætten op om ørerne. Hvad var der? Minus 20? Hans skæg var fyldt med frossen snot, og hans øjne løb. Det var en bitter kulde. En, der penetrerede hans knogler og frøs hans gamle marv. En bitter jagt. Han burde ikke fortsætte. Han kunne ikke mærke sine tæer mere, selvom han klogt nok havde bundet dem ind i flere lag uld efter sidste vinter, hvor han måtte amputere to tæer på venstre fod.

Det så åndsvagt ud. Hvis han mistede storetåen var det slut, så måtte han måske hænge sig fra en af bjælkerne i loftet. Eller fra en gren i træet udenfor. Man kunne vist ikke gå uden sine storetæer. Ligesom man ikke kunne skyde med bue uden sin tommeltot. Eller pege- og langefingeren for den sags skyld.

”Bare til solen går ned,” mumlede han for sig selv, og kiggede gennem granerne op på den stålblå himmel. Ikke så lang tid endnu, et par timer højst. Temperaturen ville falde yderlige, og mørket ville komme krybende.

Det hvide lag under ham knitrede illoyalt, mens han bevægede sig fremad i sin søgen, sin livsforlængende jagt.

Selvom han hjemme på det lille husmandssted stort set ville kunne være selvforsynende, havde en sommer hvor skyerne havde hængt lavt, og givet alt hvad de havde af vand gjort, at høsten over hele linjen havde givet for lidt udbytte. Tre fjerdedele af kornet var rådnet, de få kartofler han havde dyrket lignede rynkede bylder jorden havde brækket op fra sine mørke indvolde. Uspiselige. Syltet kål derimod og beder. Æbler. Svampene han dyrkede under sin seng, hvor der var mørkt og fugtigt. Men selv dette kunne han ikke leve af ret længe.

Et glimt af rødt længere fremme mellem nogle store graner fik ham til at stoppe. Holde vejret.

Havde den hørt ham? Han vejrede brisen, mærkede den kærtegne sit ansigt. Stadig oppe mod den. Han spejdede fremefter, mellem træerne 70 meter fremme. Langsomt trak han buen af skulderen, hev en pil frem fra koggeret, han havde i bæltet. Hans fingre lystrede ikke, og han tabte den. Han knyttede hånden og pustede forsigtigt ind mellem fingrene. Igen. Igen. Varmen fra hans lunger prellede af. Han fleksede fingrene nogle gange, tog en dyb indånding og pustede igen – det hjalp lidt. Nok. Dyret var stadig ikke kommet frem fra bag stammerne længere fremme. Måske havde den fundet noget lav at fortære? En bid bark fra nogle piletræer? Han greb endnu en pil fra koggeret. Det gik. Han placerede den på strengen og listede sammenkrøbet tættere på, så lydløst han kunne.

Langsomt ændrede han kurs mod venstre, så vinklen mod træsamlingen blev større. Om lidt ville rådyret komme til syne. Hvis det stod med hovedet vendt mod ham, ville et skud være nok til at dræbe det. Forudsat det ikke sprang, når det så ham. Modsat, hvis det stod med bagen mod ham, ville han kunne såre det, og med lethed kunne samle det røde spor op i morgen, og nedlægge det svage dyr uden problemer.

Nogle få meter endnu, og han ville kunne se det. Stilheden enerverende.

Få skridt endnu.

Og så, dér!

Skuffelsen ramte ham som en bøddels økse. Hårdt og rent. Han satte sig ned stille ned i sneen. Lagde buen forsigtigt i skødet.

En ræv. Ligeså sulten som ham selv.

Skuffelsen fortog sig langsomt, og blev erstattet af en form for taknemmelig glæde ved at se netop dette lille dyr. Den røde røver. Hønsetyven. Det var sandsynligvis en hun. Med sne i pelsen, som et hvidt slør. Under en meter lang, 5-6 kilo. Afpillet. Ude af sit skjul før solen var gået ned, lokket frem før mørkets frembrud af sin tomme mave.

Han beundrede denne lille luskebuks. Vidste at hun ikke kunne se ham på grund af sit umanérligt dårlige syn, der kun registrerede bevægelser. Hendes høre- og lugtesans derimod overlegen hans egen. Han sugede luft ind mellem overlæben og undertænderne og frembragte en lyd ikke ulig et musepib.

Tæven så i hans retning og rettede de store pelsede ører mod ham. Vagtsomt. Skoven var stille. Han smilede, undertrykte en lille grin og peb igen. Hvis han var i stand til at bevæge sig som dette lille dyr, ville han ingen problemer have med at finde bytte, han kunne nedlægge. Men han nærmede sig de 60, og hans krop var ikke længere så medgørlig, som den havde været.

Ræven listede tættere på. Igen peb han som en mus, og hun bevægede sig tættere på ham – så tæt, at han nu kunne se hendes skinnende, gyldne øjne. Utroligt at have så smukke øjne, uden at kunne bruge dem til noget fornuftigt.

Langsomt hev han sin kniv frem. Ræven stoppede ved bevægelsen, så han sad igen ubevægelig. Pillede i sneen med den anden hånd, så det frembragte en kradsende, næsten uhørlig lyd. Hun bed på, nærmede sig. For hende var han sandsynligvis lige nu en underligt udseende mørk træstub midt i den ferske, lyse sne. Og for foden af denne træstub sad en lille mus og rodede i sneen efter et agern måske. Han peb igen. Hun var nu ti meter fra ham.

I én hurtig bevægelse, snittede han snoren over til fasanen han havde hængende i bæltet, tog den i halsen og slyngede den op i luften hen over det rustrøde dyr. Forskrækket sprang ræven op i luften og fór tilbage af samme vej hun var kommet. Fasanen landede nogle meter bag hende og hun løb forbi den. Men kun et stykke. Så vendte hun sig og sniffede i luften, vendte og drejede ørerne. Gik et par skridt mere og vendte sig. Kiggede sig omkring.

Han sad stille i sneen og ventede.

Efter nogle sekunder, hvor det lille rovdyr tog mod til sig, listede hun over mod den døde fasan, snusede til den, bed forsøgsvist i den. Så tog hun den mellem sine tænder og luskede af med hovedet højt, samme vej hun var kommet.

Ilden knitrede i arnestedet i hytten. Det ville tage et par timer at varme den op, selvom hytten var lille. Derfor havde han ikke taget pelsen af endnu, men sad tæt på flammerne, hvor han havde taget de gennemblødte støvler af. Han havde stillet dem til tørre og viklede nu sine fødder ud af de beskyttende lag uld. Hans fingre var omsider begyndt at give den dybe smerte, som de gør, når de efter at have været nedkølede til et punkt, hvor bevægelse var svært hæmmet, begynder at tø op.

Det så ikke for godt ud.

På den venstre fod havde han året før været nød til at skære lilletåen og dens sidekammerat af.

Koldbrand.

Hans blodomløb var ikke hvad det havde været, da han var yngre og sprød som et pileskud.

Den tredje tå ved siden af de to manglende var nu blevet blåsort. Et sikkert tegn, uagtet, at han ikke kunne mærke den. En del af fodryggen nærmede sig en dyb purpurfarve, der varslede den tvingende nødvendighed af endnu et indgreb i hans fysiske omfang.

Han sukkede og stoppede en halvtør birkekvist i munden, som han fraværende tyggede på for at stille den værste sult.

At vente ville bare forværre det uundgåelige. Han placerede knivbladet i ilden og ventede. Udenfor var det begyndt at blæse op. Træernes kroner susede faretruende. Så længe det ikke begyndte at sne, havde han stadig en chance i morgen, for at finde det undvigende rådyr.

Han hev en urteblanding frem fra sin taske, så den var klar. Da æggen på kniven var rødglødende, krængede han pelsen af, rejste sig og satte foden på en huggeblok. Hans knæ poppede. En klagende, syg lyd. Kniv i den ene hånd, sten i den anden. Ét slag, ellers ville han ikke kunne gennemføre. Samtidig ville såret kauteriseres.

Han slog til, mens verden trak sig sammen om ham.

Glødende slanger af vred smerte strålede som brændende lyn op gennem fodryggen og skinnebenet og han skreg, mens han smed både kniv og sten fra sig og væltede ned på skindene igen. Efter nogle minutter hvor intet andet end smerte fyldte hans verden, hans krop, satte han sig svimmelt op og lagde en blanding af ager padderokke for at stoppe blødning, blåhat for feberen og døvnælde for helingsprocessen i en slynge af uld. Tilføjede rod af rød hestehov, for at være sikker på at såret ville hele, og bandt det hele om resterne af sin fod.

Udmattet lagde han sig, trak lammeskindene over sig og overgav sin smerte og sin bevidsthed til sit leje og natten. 

*

Der var en ting, der var ligeså skidt, som hvis det havde sneet i løbet af natten. At det var begyndt at tø.

Han havde mærket det allerede, da han havde slået øjnene op i den røgduftende hytte. Det var ikke fordi bålet havde varmet hytten op, for det ulmede efter en lang nat. Næsten udslukt. Nej, men det var ikke så bidende koldt som de andre nætter. Hans åndedræt fortættedes stadig, men forsvandt hurtigt. Han svang benene ud og satte fødderne i gulvet, inden han nåede at tænke over det.

Der var ild i hans reducerede fod, han var sikker på det. En smerte, som var han ved at blive brændemærket, jog gennem hele hans venstre ben og op i lysken.

Han faldt stønnende tilbage i skindene og ventede til det værste var overstået med armen over øjnene. Dernæst forsøgte han igen, og haltede over til ildstedet og satte sig. Han viklede sin forbinding op. Selvom såret var rødt og irriteret havde urterne trods alt hjulpet. At han ikke havde feber, betød, at han heldigvis havde undgået infektion. Han lagde en frisk blanding urter i en ny forbinding og bandt den rundt om foden. Så tændte han op i ildstedet, mens han overvejede mulighederne for at finde rådyret. Hvis sneen var ved at smelte forsvandt dyrets spor også delvist, og det ville gøre det særdeles svært at følge det, selvom han var garvet.

Kunne han overhovedet tage på jagt? Turde han tage chancen? Med den ødelagte, brændende fod? Valget var ikke svært. Hvis han ikke gjorde det, ville chancerne være lig nul i morgen igen. Og han skulle have det dyr for at overleve de næste måneder. Overleve resten af vinteren. Han måtte ud ad døren.

Svedende begyndte han at gøre det hele klar.

Det var i ligeså høj grad lydene som duftene, han elskede ved skoven. Og selvom den langsomt men sikkert viskede chancerne for hans overlevelse ud, nød han den beroligende rislen fra sneen, der smeltede. Fasanernes underlige skrig lød mellem stammerne et sted langt væk, og solsortenes skræppen, når de advarede om farer fik blodet til at pumpe i hans årer. Berusende. Han stoppede af og til op og nød solens diminutive varme på sit gamle ansigt. Et rødkælkepar hoppede rundt i en kristtorn og nippede af dens sparsomme frosne bær.

Efter et par timer nåede han stedet, hvor han havde truffet ræven dagen før. Det sidste sted han også havde set rådyrets spor. Det dryppede fra grenene, mens han ledte efter de små huller i den resterende sne, som hans bytte havde afsat dagen før. Det var ikke let, men efter nogle minutter syntes han, at han havde fat i noget. Han fulgte sporet nordpå.

Der var noget ved hans møde med ræven og hans situation, der prikkede ham i nakken. Velvidende, at det snu dyr ikke kunne løbe fra jagthundene, så var dets største styrke at vide, hvornår de var på jagt. Ingen ræve løb rundt i skovene, når jagten satte ind. De var alle væk. De gemte sig. Hvis man på den måde kunne bruge sine sanser, så kunne man måske forudse og skabe sin fremtid. Eller undgå en nært forestående.

Havde han bare været opmærksom på det, da den fortærende svindsot havde taget fat i de to små. Kunne han have forudset det? Kunne han have afværget katastrofen, der tog dem fra ham og hans hustru? Og hende bagefter? Han havde jo set tegn på det mange måneder inde i landsbyen, hvor de – tvillingepigerne og deres mor - solgte æbler og vilde bær. Gav dem væk til de, der ikke havde råd. Hosten, de spyttende gadebørn. De hvæsende gamle.

Jo. Det kunne han. Han kunne have undgået det, stoppet det. Holdt dem væk fra byen. Fra den faldne, syge by. Havde han gjort det, ville de alle måske stadig være i live, sidde derhjemme, når han kom hjem med skovens skatkammer over ryggen, le og smile og begynde på stuvningen. Lytte til hans historier, fra svundne tider. Han ville stadig have sin elskede ved sin side.

Hvorfor så ikke?

Han vidste det godt.

Det havde dengang været vigtigere at hjælpe dem, der var værre stillet end hans familie. Dem, der ikke havde noget. Dem, der led nød. Hvis han var mere som ræven, havde han måske indset, at det ikke havde været det værd. At det slet ikke havde været det værd. Derfor havde han isoleret sig. Sørget. Til stor fortrydelse for de, der kendte ham – holdt af ham. Men han havde vendt dem ryggen, vendt livet ryggen. Hvor længe var det siden? År i hvert fald.

En ny rygkravlende lyd stoppede ham i sine spor. En lyd han ikke ville høre. Slet ikke. Lyden af død. Lyden af undergang.

Et ulvehyl.

”Nej,” hviskede han og begyndte at løbe.

Efter en halv times tid, fandt han sporene fra kobbelet. Han satte sig på hug og betragtede dem. Talte. Otte efter alt at dømme. Et alfapar og deres store unger. På jagt ligesom han selv. Efter samme bytte. Og de havde et stort forspring. Havde mere end én sans at finde det med.

Var hurtigere end ham.

Nej, han måtte forsøge i det mindste, han var kommet for langt til at vende om. Og rådyret betød hans overlevelse. Hvis de fandt ham først og flåede ham i småstykker, kunne det være det samme. Måske han kunne pille dem ned fra et træ, hvis han var heldig. Han havde ikke andet end et par tæer mere at miste, hvis det skulle gå godt. Desuden havde han kæmpet mod glubske ulve før, om end i en mere menneskelig form.

Han rejste sig langsomt. Tog en dyb indånding, hev buen af skulderen og klædte den med en pil. Skoven var stille nu. Kun den konstante dryppen lød fra kronerne over ham. Solens lys flænset og reflekteret af snekrystaller overalt omkring ham. En god dag at dø. Brug sanserne, tænkte han, form din fremtid.

Han fortsatte i ulvenes spor.

Tøsne knirker ikke, så han var forholdsvist lydløs i sin fremfærd, og undgik de steder, hvor han gennem sneen kunne skimte underlaget, skovens bund. Hans fod smertede ved hvert skridt, men den vådkolde sne gjorde sit for at køle den ned, mens han bevægede sig gennem en klynge træer og ud i kanten af en lysning.

Dér så han dem.

Rådyret var i fuldt firspring hen over lysningen med fire gråulve efter sig, to på hver side, der gennede det i den retning, de ville have det. Rådyret skiftede kurs til venstre på et splitsekund, angst og med skummende fråde om munden. En af de unge ulve blev ramt af det større dyr og tumlede fremover i sneen, mens de andre skiftede position, således at de fire bagved nu havde fri passage efter rådyret. Dets dage var talte. Det var et spørgsmål om sekunder, før de indhentede det og kastede sig over det.

Uden at tænke for meget over det, gik han hurtigt ud i lysningen og tog sigte. Bevægelige mål havde aldrig været sværere for ham at ramme end statiske. Men gennem de seneste år, havde han ikke helt de samme kræfter til at holde buen i den vinkel, med konstant spændt streng, som var nødvendigt. Han holdt vejret.

Slap strengen.

Med en velkendt hvislen fór pilen mod det intentionerede mål. Og missede. Alfaparret havde næsten deres bytte. Endnu en pil. Han bedømte afstanden, ulvens hastighed, slap og så til sin fortrydelse at pilen forsvandt ned i sneen bag dyret.

Ny strategi. Han løb et par skridt længere frem.

”Hey,” skreg han og viftede med armene. ”Hey.”

To af de unge rovdyr så over på ham og sagtnede farten, mens de forsøgte at finde ud af hvad der foregik. Godt! Han havde deres opmærksomhed. Han råbte igen og hoppede op og ned. ”Herovre!”

De to unge ulve skiftede kurs.

Kom med spændte muskler og blottede tænder lige mod ham.

Han lagde en pil på buen, mens han trak sig bagud. Ind mellem træerne. Sigtede og affyrede pilen mod de angribende brødre. Han ramte den bageste så den tumlede omkuld i sneen samtidig med, at han ud af øjenkrogen så dens forældre og søskende nedlægge rådyret, der lydløst skreg men gav op. Når dyr indser det er slut, deres liv er tilendebragt, falder en universel ro over det. Endnu en pil. Spændt bue. Sigte. Han slap den. Pilen strejfede pelsen på det sultne dyr, og inden han fik hånden ned i koggeret igen, var den over ham.

Med begge arme afværgende foran sig væltede han bagover i den kolde dyne af sne, mens ulven bed sig fast i den højre og ruskede. Med venstre slog han så hårdt han kunne på siden af det spidse hoved, hvilket fik den til at slippe taget i ham. En kødfuld, rådden stank fra dens gab fik ham til at ville brække sig. Tænderne, samme farve som ugegammelt pus, snappede efter hans ansigt, mens han af al magt forsøgte at holde den væk. Frem og tilbage, en kamp på styrke og udholdenhed, og ulven havde de bedste forudsætninger. Den var ung og stærk, han gammel og svag – sådan som det skulle være. Han mærkede med panik og fortrydelse i alle leddene at kræfterne slap op, og han tænkte som det sidste, før den grå ulv ville få fat i struben på ham, at han aldrig blev så snu som den lille ræv, men at han i det mindste havde forsøgt.

Erkendelsen og dets følgesvend, mørket, bredte sig hans indre, hans endeligt bare en naturlig del af fødekæden, hvor han denne gang havde tabt.